Ryttermærker
Dalumgaard Rideklub udbyder løbende ryttermærkerkurser.
Ryttermærkerne afsluttes med en online test, som eleverne tager på det sidste modul. Efter at have bestået Ryttermærkeprøven får eleven udleveret et diplom og en Ryttermærkenål, der kan sættes på tøjet. Vi lægger stor vægt på Ryttermærkekurserne er for alle. Der plejer at være både elevryttere og parter. Eleverne har dermed mulighed for at få nye venner, på tværs af de hold de til hverdag går på.
Hvis du arbejder som hjælper, er det et krav fra Dansk Rideforbund, at du har et niveau som minimum svarer til Ryttermærke 1+2. Vi ser også meget gerne, at man har bestået ryttermærke 1+2 før, man får part på en af vores elevheste. Du kan læse nedenfor, hvad de forskellige ryttermærker indebærer. Vær desuden opmærksom på at du, hvis du er 16 år eller yngre, kan købe D-licens til halv pris i det/de år, du gennemfører ryttermærkeprøverne i.
Ryttermærkekurserne afholdes i Dalumgård Rideklub’s cafeteria, og rideklubben sørger for drikkelse, og forældrene sørger for kage eller lignende.
Ryttermærke 1 – begynder - vejledende min. alder 7 år
Ryttermærke 1 henvender sig til eleven, der for første gang skal stifte bekendtskab med ridning og heste. På dette niveau fokuserer undervisningen på grundlæggende sikkerhed, herunder elevens udstyr og egne begrænsninger samt sikker omgang med hesten (strigling, ophold på staldgang). Derudover introduceres eleven til grundlæggende viden om hestes biologi (instinkter og sanser). I ridningen er der fokus på op- og afsidning, skridt, trav og lette voltefigurer.
Målet er, at eleven opnår en basal viden og færdigheder, der gør eleven i stand til at:
- omgås hesten sikkerhedsmæssigt forsvarligt i stalden og på ridebanen
- have forståelse for stalden som hestens hjem
- kunne strigle en opbundet hest
- forstå betydningen af hestens flok- og flugtinstinkt samt syn og hørelse
- kunne ride hesten i skridt og trav gennem simple voltefigurer
Ryttermærke 2 - let øvet - vejledende min. alder 9 år
Dette niveau henvender sig til eleven, der har fået første introduktion til heste og ridning gennem læringsmålene i Ryttermærke 1, og som efterfølgende har bestået ryttermærkeprøve 1. Der bygges videre på den lærte teori fra Ryttermærke 1, og der introduceres til et nyt emne om etik.
Målet er at bygge videre på de færdigheder og den viden, eleven har tilegnet sig i Ryttermærke 1, der gør eleven i stand til at:
- forstå formålet med etiske regler i forbindelse med omgang med heste
- klargøre en hest til ridning
- have kendskab til hestens signalement
- have kendskab til hestens naturlige adfærd og dennes betydning for brug af tamhesten
- i ridning kende og anvende de forskellige hjælpere (naturlige og kunstige) samt kunne ride i alle tre gangarter
Ryttermærke 3 – øvet - vejledende min. alder 13 år
Dette niveau henvender sig til eleven, der har bestået Ryttermærke 1 og 2. Eleven har nu basisviden omkring op- og afsadling, hestens udstyr, røgt og pleje, hestens adfærd og kan de basale ting i ridningen. Der bygges videre på den lærte teori fra Ryttermærke 1 og 2, og der introduceres til nye emner om hestehold (herunder sygdom) og hestens læring. Elever på dette niveau vil ofte være teenagere eller ældre.
Målet er at bygge videre på de færdigheder og den viden, eleven har tilegnet sig i Ryttermærke 1 og 2. Efter endt modul vil eleven være i stand til at:
- kende og efterfølge regler og sikkerhedsmæssige aspekter ved ridning i trafikken og i naturen.
- kende og anvende de forskellige indlæringsprincipper for heste.
- kontrollere, tilpasse og vedligeholde hestens udstyr samt have kendskab til forskellige typer af udstyr.
- foretage et dagligt sundhedseftersyn af hesten og kende til de mest almindelige sygdomme, samt vide hvornår man skal bede om hjælp.
- vide, hvem der har ansvar for hestens trivsel og velfærd samt etik i forhold til afstraffelse og mishandling.
- kunne ride de fleste voltefigurer i alle gangarter samt have opnået så meget kontrol over egen krop, at eleven kan kombinere og udnytte de forskellige hjælpere korrekt.
Stor tak til vores sponsorer







