Regler og sikkerhed på DAR

Vigtigt: Dalumgård Rideklub har ikke en forsikring, der dækker personskade under ridning eller ved anden omgang med hesten. Vi opfordrer derfor alle medlemmer til at tegne en fritidsulykke forsikring samt at overholde gældende regler for sikkerhed

Sikkerheds- og ordensregler

● Der skal altid bæres godkendt ridehjelm (CE-mærket efter EN 1384:2017 eller VG1) samt korrekt fodtøj
med hæl ved ridning.
● Brug af mobiltelefon under ridning skal begrænses.
● Ryttere under 18 år skal bære sikkerhedsvest ved springning. For ryttere på 18 år og derover
anbefales brug af sikkerhedsvest.
● Ryttere under 15 år skal bære ridehjelm ved al omgang med heste. Dette gælder også ved føring af
heste til og fra boks og fold.
● Heste skal trækkes i grime med træktov eller i trense, og det anbefales kun trækkes én hest ad
gangen.
● Der skal holdes fast i tøjlen, også når rytteren stiger af hesten, f.eks. for at samle efterladenskaber op i
ridehuset.
● Hvis flere personer fører heste ud samtidig, må hestene først slippes fri, når alle er klar.
● Det er ikke tilladt at løbe eller råbe i nærheden af heste.
● Træktov eller andet udstyr må aldrig vikles rundt om hånden, livet eller andre kropsdele.
● Fri ridning uden undervisning (herunder mulighed for at få part) forudsætter, at rytteren har bestået
Ryttermærke 1 og 2 eller har tilsvarende færdigheder.
● Ved ridning i trafikken skal Dansk Ride Forbunds anbefalinger følges.
● Rygning er forbudt i stalde og ridehuse.

Generelle regler på DAR

Regler i stalden:

  • For at opholde sig alene i stalden skal medlemmet have taget ryttermærke 1 eller have viden svarende dertil. Børn under 15 må ikke være alene i stalden.
  • Hesten skal strigles og have renset hove inden ridning.
  • Hesten må ikke efterlades alene på staldgangen.
  • Heste må under ingen omstændigheder bindes i biddet. Når en hest bindes på staldgangen skal det være i en grime.
  • Mød i god tid – man skal selv sadle op og hente sin hest/pony hvis de er på fold – spørg evt. for hjælp.
  • Der skal fejes og hestepærer fjernes inden undervisning og efter afsadling.
  • Biddet skyldes altid efter ridning – HUSK også at tømme spanden.
  • Grimer og strigler mm. lægges på plads.
  • Når stalden forlades må der ikke være ejendele efterladt på staldgangen.
  • Dækkener kan hænges på boksdøren eller i boksen under ridning.
  • Staldgangen må ikke bruges til opbevaring af redskaber, striglekasser m.v.
  • Benyt affaldsspanden til affald.

Regler i forbindelse med undervisning:

    • Alle skal bære ridehjelm og ride med korrekt fodtøj med hæl.
    • Det er forbudt at ride uden sadel med mindre det er ifølge aftale med underviseren.
    • De der skridter holder sig indenfor hovslaget.
    • Ryttere passerer hinanden venstre mod venstre.
    • Ingen rykker/flår/saver hesten i munden med biddet.
    • Ingen anvender pisk udover almindelig irettesættelse og korrektion.
    • Ingen anvender sporer uhæmmet.
    • HUSK at melde afbud – gerne gangen før eller på sms til din ridelærer.
    • På ridebanen må der ikke være tilskuere og/eller andre personer end ryttere og underviserere samt evt. trækkere
    • Der skal altid fjernes klatter fra hesten når der rides i et af ridehusene

SoMe-RETNINGSLINJER

Vi har valgt at præcisere og opdatere vores retningslinjer for brug af sociale medier.

Det gør vi på baggrund af den seneste sag, hvor vi har oplevet, at retningslinjerne er blevet fejltolket.

Formålet med opdateringen er at skabe endnu større klarhed, så der ikke hersker tvivl om, hvordan man kan ytre sig, samtidig med at vi passer på hinanden, vores heste og klubbens fællesskab.
Samtidig vil vi informere om, at vi arbejder målrettet på at etablere permanent videoovervågning i ridehusene. Det er vigtigt for os, at løsningen bliver både hurtig at implementere og fuldt lovlig, og vi får derfor ekstern hjælp i processen både med den tekniske løsning og det lovmæssige grundlag.

Formål med videoovervågning
• Sikre hestevelfærd
• Forebygge uacceptabel behandling af heste
• Sikre tryghed for medlemmer og ansatte
• Dokumentere hændelser ved klager eller mistanke om brud på klubbens regler
• Understøtte klubbens interne kontrol efter den aktuelle sag
Vi melder nærmere ud, så snart vi har fundet den rette løsning.
Retningslinjerne for brug af sociale medier I Dalumgård Rideklub er udarbejdet for at skabe et trygt,
respektfuldt og positivt fællesskab både i stalden, på ridebanen og online. De er udarbejdet for at
beskytte medlemmer, undervisere, frivillige, heste og klubben samt for at sikre overholdelse af gældende regler om GDPR og privatliv. Retningslinjerne har samtidig til formål at skabe klare og
ordentlige rammer for, hvordan indhold deles, uden at stå i vejen for berettiget kritik eller dokumentation af forhold, der giver anledning til bekymring.

1. Respekt og tone
Alle opslag og kommentarer, der omhandler klubben, skal holdes i en ordentlig og respektfuld tone. Vi opfordrer til, at kritik og bekymringer så vidt muligt rettes direkte til klubben, så vi kan handle hurtigt og
korrekt. Dette udelukker ikke, at man ved alvorlige forhold kan gå videre med sin henvendelse til bestyrelsen eller relevante myndigheder (rideforbundet, disciplinærudvalget).

2. GDPR og pr

Der må ikke deles billeder eller video af personer uden deres samtykke. For børn under 15 år kræves
forældres eller værges samtykke, før billeder eller video må deles. Undervisere og ansatte skal give
samtykke, før de må fremgå på sociale medier.

3. Hensyn til heste og ejere

Der må ikke deles billeder eller video af andres heste uden ejerens samtykke. Der skal udvises omtanke ved deling af billeder og video, så hverken heste eller ryttere fremstilles urimeligt eller i en misvisende situation. Ved konkrete bekymringer om hestes velfærd opfordres man til at rette henvendelse til klubben eller relevante myndigheder (rideforbundet, disciplinærudvalget), så
forholdene kan håndteres korrekt.

4. Officielle kanaler
Klubbens officielle sider anvendes til formidling af aktiviteter, resultater, nyheder og fællesskab.

5. Håndtering af uenighed og konflikter
Problemer, utilfredshed eller uenighed søges løst gennem dialog med bestyrelsen eller relevante ansvarlige i klubben. Vi forventer, at dialog om klubben også på sociale medier foregår sagligt og respektfuldt.

6. Generel god skik
Vær opmærksom på, at indhold delt online kan ses af medlemmer, kommende medlemmer, sponsorer og samarbejdspartnere. Klubbens logo samt billeder fra stævner og træning må ikke anvendes uden forudgående godkendelse.
Retningslinjerne er vedtaget af bestyrelsen i Dalumgård Rideklub og gælder for alle medlemmer, forældre, undervisere og frivillige. De har til formål at sikre et trygt og respektfuldt miljø både i stalden, på ridebanen og online.

Stor tak til vores sponsorer

albani-logo@2x
previous arrow
next arrow
Scroll to Top